image

# 1 Vælg den rigtige beliggenhed

Find en haveforening, der ligger et sted, der giver mening for dig. Med det mener jeg, at det er en stor fordel, hvis din kolonihave ligger indenfor en overkommelig køretur på cykel, i bus eller i bil fra, hvor du færdes til hverdag. Så kan du let og hurtigt komme frem til haven. Jeg har hørt om en del kolonihaveejere, der løber surt i det, når der skal for meget planlægning til for at kunne opholde sig i haven. Hvis man har langt hjem, skal man sikkert også have flere ting med og bliver tvunget til at tænke og planlægge mere langsigtet, og så går noget af spontaniteten tabt.

# 2 Vær opsøgende, når du skal finde en kolonihave

Kig efter kolonihaver på opslagsstederne i selve foreningen. Der finder du de billige haver, som aldrig når til avisen eller på internettet. Et godt tip er også at ringe til formanden for den haveforening du har i sigte og at tage forbi til en snak. Hos formanden kan du som oftest blive skrevet op og samtidig fortælle om dine ønsker til prisniveau osv.

# 3 Vær realistisk – har du tiden?

Det er et faktum, at du som minimum skal holde hækken og græsset. Det er hurtigt gjort, men ikke, hvis man ikke har tiden…

# 4 Køb på det rigtige tidspunkt

Hvis du kan vente, så køb midt om sommeren eller om efteråret. Her kan man være heldige, at de fortrudte havekøb er billigt til salg.

# 5 Er der krav i haveforeningen, som du skal kunne leve op til?

Det er vigtigt, at du sætter dig ind i, hvilke regler der er i haveforeningen. Er det noget, som du gider at forholde dig til? I min haveforening er der f.eks. noget, der hedder havevandring fra bestyrelsen. Her ser bestyrelsen på, om hækken og græsset er holdt osv. Er det ikke det, får man en lille reminder om at bringe tingene i orden.

# 6 Hvad koster det?

Prisen for at have en kolonihave svinger i de forskellige foreninger, så tjek om der er plads i budgettet. Det er der sikkert, det er nemlig som regel billigt. Det er også en god idé at få et overblik over de andre løbende udgifter, der er, når man har en kolonihave. Hvilke udgifter er der f.eks. årligt til haveleje, når man har købt kolonihaven?

# 7 Hvor meget have og hus er der? Vil du egentlig hellere selv bygge, eller skal det hele stå klart til hygge?

Priserne for en kolonihave svinger utroligt meget fra by til by, og der må du gøre op med dig selv, hvilken pris der passer dig. Hvis der ikke er hus på grunden, så tjek priser på modelhuse. De svinger fra 50.000 kr. – 350.000 kr. som saml-selv. Du kan gøre det en del billigere, hvis du selv går på jagt efter brugte byggematerialer og har modet og evnerne til selv at bygge et hus.

# 8 Moderne eller primitivt?

Det er altid en god idé at undersøge, om der er vand og el på grunden? Er det kun en del af året, hvor der f.eks. er åbnet for vandet? Vil du have vand og el eller har du lyst til noget mere primitivt?

# 9 Hvilke fremtidige ændringer er det på vej i haveforeningen?

Er der f.eks. lavet aftale om fremtidig etablering af kloak? Hvad kommer det til at koste dig, og i hvilket år bliver det lagt ind?

# 10 Lad dig ikke skræmme af store projekter i haven…

Bare tag én ting af gangen, så virker projektet ikke ret stort. Husk at nyd det, også oprydningen.

God jagt 🙂