Jeg kan ligeså godt indrømme det. Jeg har fået ø-kuller…og det er så absolut på den gode måde!

Hvis du ikke allerede har set DR2’s udsendelser, hvor Anders Agger (du kan genkende ham på stemmen) og Anne Hjernø (fra Annemad) på en højsommer dag besøger forskellige danske øer, så har du en oplevelse til gode, som du kan finde her. Men vær varsom – man bliver smittet med en ubærlig trang til selv at tage af sted. Sådan havde min kæreste og jeg det i hvert fald – vi ville også svælge os i alle Ærøs delikatesser og lækkerier.

Og som sagt, så gjort – vi satte kursen mod Ærø. Nærmere bestemt Æreskøbing, som vel bedst kan betegnes, som en kulisse af ren idyl. Små skæve farverige huse og hyggelige butikker i brostensbelagte gader. Vi indlogerede os på Pensionat Vestergade 44 hos Susanna Greve, som tog hjertelig imod os med velkomstkaffe og småkager, der blev så fint serveret på en bakke og indtaget i husets bibliotek. Vestergade 44 har igennem tiderne være hjem for mange af Ærøs mest prominente personligheder. Og historien fornægter sig ikke, da vi sad i den fine stue med bøger fra gulv til loft til lyden af gamle tikkende ure, mens stuens mange portrætter holdte øje med os. Pensionatet har i alt 6 værelser, som alle har hvert sit navn og sin særlige indretning. Man kan bo på det gule værelse, eller det grønne eller på Karnappen, hvor vi boede.

Det Grønne Værelse:

Det grønne værele

Velkomstkaffe hos Susanna

Kaffe

Øen har også flere rigtig fine restauranter. Vi spiste på restaurant MUMM – restauranten de burde have kaldet MUMS, hvis man spørger mig. Restauranten ligger i Søndergade 12 i Æreskøbing. Vi fik lækkert grillet oksemørbrad med rodfrugter og portvinssauce. Min kæreste fik den lokale øl Rise Premium Dark Ale fra Rise Bryggeri, som det endte med, at han blev så begejstret for, at vi købte flere med hjem til de jyske aners ligeså store begejstring. Til dessert fik vi hjemmebagt – som i lige trukket ud af ovnen og bagt efter ejerens gamle mors opskrift – æbletærte med cremefraiche. En rigtig god madoplevelse.

Jeg kan også hørt godt om Restaurant Edith  i Marstal. Hvis du kører ned af restaurantens hjemmesiden, kan du se hjemmesider over et par andre spisesteder i Marstal, som måske også kunne være interessante.

Ud over at opleve stemningen på Ærø var formålet med vores rejse til øen at købe delikatesser. Vi var faktisk så heldige, at Den Gamle Købmandsgaard i Æreskøbing åbnede præcist, da vi var på besøg. Den Gamle Købmandgaard er Ærøs svar på Københavns Torvehallerne og er et beundringsværdigt projekt, der drives af frivillige. Den Gamle Købmandsgaard fører kun varer, der er dyrket og produceret på Ærø og er en hel fantastisk oplevelse, hvis man godt kan lide delikatesser og lokale ildsjæle. Tanken med projektet er at samle Ærø på én tallerken, og derfor finder man alle de lokale lækkerier i uprætentiøse omgivelser til fornuftige priser. Der findes en lang række forskellige produkter, som kan ses på Den Gamle Købmandsgaards hjemmeside. Vi købte Rise øl, brombær marmelade fra Honninghuset, Ærø sennep og økologisk hyldeblomstsaft fra Sofienlund, rygeost og pølser af oksekød og af vildt fra Dunkær Slagteren.

Herefter gik turen videre til Marstal, hvor vi først slog vejen forbi Ø-Bolcher, hvor vi var så heldige, at der var fuld gang i bolche-produktionen, så den stod på rigeligt med smagsprøver. Vi skulle da også have lidt med hjem, så vi købte en pose med bolcher, som vi selv blandede, så vi kunne prøve lidt af det hele.

Dagen stod i det hele taget i slikkens navn, så vi tog videre til Øhavets Chokolade. Indehaveren Karl Morten Petersen var så venlig, at han åbnede sit hyggelige chokoladeværksted kun for vores skyld. Vi havde et rigtigt hyggeligt besøg hos Karl Morten, som med stor entusiasme fortalte om, hvordan han bruger lokale æbler og bær lagret i Rise Valnød øl eller den berømte sømands-drik Riga balsam i sine unikke chokolader. Og Karl Morten var bestemt ikke fedtet med smagsprøverne, så vi købte en kasse med chokolader  på et – kan man vel sige – ret ”veloplyst” grundlag.

DSCF1396

Turen til Ærø T/R var en rigtig god oplevelse, som jeg klart kan anbefale til andre, som har lyst til at stifte bekendtskab med en af de smukke danske øer med en slående natur og en venlig befolkning.

Her er resulatet af alle vores indkøb – påskefrokost med familien i Jylland 🙂

DSCF1402

Dunkær pølser

DSCF1400

Ø-bolcher og hjemmelavede marcipanpåskeæg

DSCF1403