Camillassolskin cookie monster cupcakes

Min lillebror K elsker Cookie Monster, så han har igennem årene sendt mig forskellige billeder af Cookie Monster cupcakes og opfordret mig til at bage dem. Så da min lille ven D fyldte 1 år, var inspirationen ligesom allerede i hus, da jeg kastede mig ud i at bage denne festlige cupcake til ham!

Opskriften på hjemmelavede chokolade cupcakes finder du nedenfor sammen med opskriften på frosting (amerikansk glasur), hvor jeg har valgt en hvid chokolade smørcreme. Jeg vil råde dig til at købe mini-cookies. Du kan naturligvis også købe cupcakes færdigbagte.

 

Til at lave Cookie Monster Cupcakes skal du bruge:

Cupcakes – se opskrift nedenfor.

Frosting – se opskrift på hvid chokolade smørcreme nedenfor.

Kokosmel.

Blå frugtfarve (kan købes i de fleste større dagligvarebutikker).

Mini-cookies.

En hvid pastil af en slags, f.eks. en pariserlinse eller en Mentos. Man kan også købe kage-øjnene i en kagespecialbutik, som f.eks. Specialkøbmanden.

Lidt chokolade til at tegne øjet med på den hvide pastil.

 

Så gør du:

Hæld kokosmelet i en frysepose, hæld lidt frugtfarve i posen og ryst. Der skal ikke meget frugtfarve i. Du skal blive ved med at ryste posen til kokosmelet er blåt. Bagefter hælder du det blå kokosmel ud på en flad tallerken.

Tag en mini-cookie og slib den lidt spids i den ende, der skal vende ind i munden på Cookie Monster.

Tag en pastil og mal øjne på med chokolade.

Smør dine cupcakes med frosting.  Det er lidt en smagssag, hvor tykt et lag man kan lide, men 1-1 1/2 cm passer de flestes smagsløg.

Tril cupcaken i det blå kokosmel til den er helt dækket.

Skær en revne i cupcaken til mund og stik mini-cookien ind i revnen med den spidse ende først. Det kan godt være nødvendigt at skære lidt kage ud af cupcaken for at få plads til cookien.

Sæt øjnene i. Cookie Monster er ret skeløjet, så øjnene må gerne sidde skævt i forhold til hinanden.

Og så er det bare at servere!

 

Opskrift på amerikansk frosting (hvid chokolade smørcreme):

Du skal bruge:

300 g flormelis.
100 g meget blødt smør.
100 g hvid smeltet chokolade.
4 spsk. mælk.

Smelt den hvide chokolade sammen med lidt mælk i en gryde – køles til stuetemperatur. Pisk flormelis og smør og tilsæt den smeltet afkølet hvide chokolade.

 

Opskrift på chokolade cupcakes
12 stk.:

100 g mel.
30 g kakao.
140 g sukker.
1 1/2 tsk. bagepulver.
40 g blødt smør.
1 1/4 dl letmælk.
1 æg.
1 tsk. vaniljesukker.
50 g hakket chokolade 70%.

Forvarm ovnen til 170 grader
Pisk smør, mel, sukker, kakao og bagepulver med elmikser til det er godt blandet.
Pisk æg, mælk og vaniljesukker sammen i en anden skål og bland de to skåles indhold sammen. Pisk til glat konsistens. Vend den hakkede chokolade i.
Fyld i forme – fyld op 2/3 af formen.

Bag 20-25 minutter. Lad kagerne køle helt af, inden du pynter dem.