image

Gæsteindlæg af Kevin

Jeg er så heldig, at min søster har denne blog, og at jeg må være i det grønne hjørne af den.

Her i det lille kolo-hjørne af bloggen vil jeg dele de råd og den information, som jeg ikke selv har kunnet finde på min vej som kolonihaveejer. Hvordan griber man fat i alt hvad kolonihavelivet byder én – helt fra scratch?

Jeg vil komme med helt konkrete råd og dele de erfaringer, som jeg har gjort mig. Plus alle de erfaringer jeg kommer til at få mig fra nu af om byggeri af kolonihavehus, havehus, dyrkning af diverse ting og meget mere – lidt efter lidt. Alt sammen krydret med små idéer og forsøg på at gøre tingene på min måde, der forhåbentligt kan være med til at inspirere dig.

I sommeren 2013 købte jeg mig en kolonihave i Århus. Dette var efterveerne af tanker om hus og have, men mest af alt drømmen om et fristed, hvor mine hænder – og det kreative, der ofte gerne vil ud af dem – kan få frit lejde. Nu sagde jeg godt nok kolonihave, men den burde måske hellere være omtalt som “kolonibrakmark…”. Det var en billig have, men med masser af arbejde lige fra starten. I juni måned overtog jeg en efterladt og misvedligeholdt drøm, som ikke skulle fortsætte som mit mareridt. Alt var i fuld flor, og alt var groet til!

Her er billeder fra oprydningen ved overtagelse af haven…

 

image

image

Hækken lignede noget fra et H.C Andersens eventyr, som selv den tapreste soldat eller svinedreng ville forsvinde væk i. De fem store hasselnøddetræer i deres bedste alder havde fortæret alt næring fra solen og havde efterladt hækken i det stykke af haven som en udhulet mager agurk. Der var et lille legehus med 1.5 kvm gulv, som den tidligere ejer havde sat op som en midlertidig erstatning for det hus, som skulle ryddes væk – hvilket endnu ikke var sket efter 6 års ejerskab af haven. Det eneste velfungerende var et lille skur og den græsslåmaskine, der fulgte med i købet.

Men haven osede af potentiale og romantik. Flere steder stod der vildt groet guldsol, andre steder levn af roser og to unge blommetræer, der kæmpede tappert i det høje græs. Og cirka midt i haven –  formet som et stort bonsai-træ, der ikke kan tæmmes i sin skål –  breder det gamle æbletræ sine store trygge grene ud og giver skygge igennem hele dagen.

Jeg havde tre ugers sommerferie, og de tre uger var hårdt arbejde! Forstykket var helt tilgroet med skvalderkål, og skvalderkål har et massivt rodnet, skulle jeg hilse og sige. Otte timer på mine knæ med en høtyv, som mit udvalgte våben, var tiden der skulle til for at få ryddet cirka 35 meter forstykke. Hækken skulle tæmmes, og alt andet for den sags skyld. Byggeaffald skulle køres væk osv. osv.

image

Men nu er kolonihaveprojekt Lynge-Ly skudt i gang, og det er et rigtigt eventyr!