image

For ikke så længe siden havde jeg nogle veninder på besøg til Asti-hygge. Og det var jo alletiders undskyldning for at prøve at bage en ny kage. Jeg har nemlig længe gået og haft lyst til at overgive mig til den ‘nye kagedille’ blondies. Blondie er en hvid brownie, og jeg må advare….den er så lækker, at den smelter i munden! Jeg brugte mine blondies som dessert og serverede dem med creme fraiche tilsat vaniljesukker. Asti-damerne var ret begejstrede og uddelte rosende ord med rund hånd, så det var en succes, som du måske har lyst til at gentage.

Hvis du vil lave blondies til ca. 8-10 personer, skal du bruge:

200 gram smør.
300 gram hvid chokolade.
3 æg.
175 gram sukker.
125 gram mel.
Knivspids bagepulver.
1/4 tsk. salt.
100 gram mandler.
Skallen fra 1 citron eller lime.
150 gram bær – jeg har prøvet både solbær og hindbær, og begge var rigtigt godt.

Sådan laver du kagen:

Tænd ovnen på 175 grader.

Start med at grovhakke mandlerne (med skal) og 100 gram af det hvide chokolade med en kniv.

Riv skallen af en citron/lime.

Smelt smørret og 200 gram af det hvid chokolade i en gryde over svag varme. Hold øje med smør og chokoladeblandingen, mens det smelter, og husk at røre i gryden med jævne mellemrum.

Bland mel, sukker, salt og bagepulver og tilsæt æg. Rør dejen godt sammen.

Tilsæt det smeltede smør/hvid chokolade.

Tilsæt de grovhakkede mandler og de 100 gram hakket hvid chokolade.

Tilsæt citron/lime skallen.

Hæld dejen i en form – min form er 22 cm gange 22 cm, så en form i nogenlunde den størrelsesorden skulle passe.

Afmål ca. 150 gram bær og stik dem ned i dejen. Bærrene stikker lidt op af dejen, men det er ikke et problem. Jeg bruger frosne bær, og det fungerer fint.

Bag kagen midt i ovnen i ca. 35-40 minutter.

Kagen kan med fordel bages dagen før, den skal spises – det bliver den kun endnu bedre af.