IMG_9422

Jeg har virkelig nydt solen og det skønne sensommervejr her i weekenden. Og det fik mig til at tænke på min ynglings-smoothie, som for mig er indbegrebet af sommer, fordi den smager af jordbær, blåbær og hyldeblomstsaft.

Inspirationen har jeg hentet i baren ved Skuespilhuset i København, hvor jeg et utal af gange har købt denne smoothie. Men jeg synes egentligt, at tiden er kommet til, at jeg selv laver den. Så frem kom blenderen og vupti, så var det smoothie-tid på altanen.

Måske du har lyst til at smage?

 

Jeg lavede to store glas (som alternativt kunne være fire almindelige drikkeglas) ved at tage:

1 lille bakke jordbær (ca. 200 gram).

Ca. 150-200 gram blåbær.

Isterninger.

Hyldeblomstsaft.

 

Jeg brugte frisk frugt, men jeg er ret sikker på, at resultatet bliver ligeså godt med frossen frugt. Og som du kan se af opskriften er mængden heller ikke så afgørende. Hvis du bedst kan lide jordbær, kan du hælde flest af dem i, og omvendt hvis du bedre kan lide blåbær.

Jeg brugte min egen hyldeblomst saft, som jeg tidligere har skrevet om her, men Søbogaard Hyldeblomstsaft eller en anden hyldeblomstsaft med en lidt kraftig smag er lige så fin.

Fremgangsmåden er ganske simpel. Du hælder de rensede jordbær og blåbær i blenderen sammen med isen og blender. Når blandingen er jævn og uden klumper, hælder du den op i et glas og tilsætter hyldeblomstsaften.

I med et sugerør og værsgo en lækker (sen-)sommer smoothie.