DSCF1820

Så blev det endelig december! Jeg har ventet og ventet og glædet mig 🙂 Og julen er jo højsæson for bagning, så her får I en julet version af en af mine egne ynglingskager hindbærsnitte – i dagen anledning omdøbt til Julehindbærsnitte.

Du starter med at lave en mørdej. Det gode ved mørdej er, at det kan du bruge til alle mulige slags kager, og så kan det gemmes i både køleskabet eller fryseren, så du altid har en portion klar uden for meget arbejde.

Til en portion mørdej skal du bruge:

300 gram mel.

200 gram smør.

100 gram sukker.

1 æg.

 

Sådan gør du:

1. Bland mel og sukker.

2. Hak det kolde smør op i små stykker og bland det i mel/sukker blandingen.

3. Smulder dejen med fingrene til der ikke er flere store klumper af smør.

4. Tilsæt ægget og ælt dejen hurtigt sammen til den bliver en ensartet og glat masse.

5. Stil gerne dejen i køleskabet i 20 minutter, så er den lettere at rulle ud.

6. Hvis du ikke har tålmodighed til at vente 20 minutter, så rul dejen ud mellem to stykker bagepapir – det plejer at kunne lade sig gøre.

7. Tænd ovnen på 200 grader (eller 180 grader hvis varmluftovn).

8. Rul dejen ud i 2 stykker, der måler 10 cm. i bredden og 50 cm i længden (eller 10 cm gange 25 cm, hvis du kun vil bruge halvdelen af dejen og gemme resten til en anden gang).

9. Bag hindbærsnitbundene i ovnen i mellem 10-12 minutter til de er gyldenbrune. Hold øje med dem undervejs i bagningen.

10. Lad bundene køle helt af.

DSCF1811

11. Smør hindbærsyltetøj på den ene bund. Eller alternativt julesyltetøj, hvis du har det i huset.

DSCF1814

12. Så skal der glasur på toppen af den anden hindbærsnittebund.

DSCF1817

13. Så finder du din julekrymmel frem. Som du kan se består min af små juletræer og røde juleblomster.

DSCF1818

14. Så skærer du snitterne ud i den størrelse, som du bedst kan lide.

15. Snitterne opbevares i køleskabet, så holder de sig bedst. Husk at tage dem ud 10-15 minutter, før de skal spises.

 

God fornøjelse.