image

 

Jeg ved ikke, hvad det er med efteråret! Det gør mig lækkersulten…

Så her til aften var det tid til et lille lækker-sults-projekt. Nemlig kage i en kop!

Det går i al sin enkelthed ud på at bage en kage i en kop i mikrobølgeovnen, og det går lynhurtigt, skulle jeg hilse at sige.

Som du måske kan se på billedet, valgte jeg chokoladekage med valnødder pyntet med flormelis. Den er lidt rustik i sit udtryk, men den smagte overraskende lækkert.

Du får lige opskriften, hvis nu din lækkersult også er ankommet med efteråret.

Du skal bruge:

Til dejen:

40 gram god mørk chokolade – gerne med en kakaoprocent i 70’erne.
30 gram smør.
1 æg.
1 spsk brun farin.
1 spsk hvedemel.
1/2 tsk vaniljesukker.
6 hakkede valnøddekerner.

Til pynt:

Lidt flormelis.

Så gør du følgende:

1. Hak chokoladen groft og hæld det i en kop sammen med smørret.
Stil koppen i mikrobølgeovnen og tænd på højeste effekt i 30 sekunder, sådan at smør og chokolade smelter sammen.

2. Bland æg, brun farin, mel, hakkede valnødder og vaniljesukker i en separat skål. Pisk blandingen med en gaffel. Tag koppen ud af mikroovnen og rør rundt i chokolade og smør blandingen med en gaffel. Hæld herefter blandingen af æg, brun farin, mel, hakkede valnødder og vaniljesukker ned i koppen. Bland godt.

3. Sæt koppen i mikroovnen igen og bag kagen på højeste effekt i 1 1/2 minut. Tag herefter kop-kagen ud og lad den dampe af i et par minutter.

4. Drys kagen med flormelis og server lun.