Om sommeren er søndag alletiders dag til at tage på loppemarked. Ikke nødvendigvis fordi man står og mangler en dims til et eller andet derhjemme, men fordi det simpelthen er noget af det mest hyggelige. Jeg kan så godt lide at gå rundt mellem standene og kigge på folks dimser og dutter med et lille håb i maven om, at nu gør jeg sikkert snart et kup. Finder noget, som jeg længe har manglet, og som jeg kan få til ingen penge. Ja, jeg er jo fra Jylland, skulle nogen være i tvivl.

København er et slaraffenland for loppemarkeder. Hvis man hopper på cyklen og cykler rundt i byen kvarterer, kan man ikke undgå at støde ind i flere af slagsen.

Forleden var jeg forbi Carlsberg Byen, hvor der er kommet flere spændende aktiviteter. En af dem er Boxland Bazar, som er en kombination af pop-up shops og loppestande med både nye og brugte ting. Her er tøj, smykker, møbler og alle mulige andre dimser. Det er ikke, hvad jeg vil kalde et traditionelt loppemarked, men mere et “sommer-hæng-ud-sted”. Stemningen er hyggelig – rigtigt godt hjulpet på vej af strandbaren med rigtig sand og musik. Skulle du have lyst til at se, hvad jeg taler om, er der åbent hver fredag, lørdag og søndag fra kl. 10-18 helt frem til 29. september 2013.

Her er et par stemningsbilleder fra Boxland:

image

image

image

Fra Boxland gik jeg lidt længere ned af vejen til Carlsberg Sommermarked, som er et traditionelt loppemarked, hvor privatpersoner har stande.

Her var masser af tøj – både til voksne og børn, legetøj, porcelæn. puder og alverdens ting og sager.

Markedet er placeret under et stort halvtag, så det er også et sted, man kan tage hen, hvis det danske sommervejr driller med en byge eller to. Priserne var rigtige fornuftige, så jeg fik et par sommerkjoler med hjem og en bog til kæresten om ølbrygning.

Markedet er åbent hver søndag fra kl. 10 til 16 frem til 29. september 2013.

 

image

image

På min vej hjem stoppede jeg kort forbi Loppemarkedet på Onkel Dannys plads. Et super hipt sted med DJ og masser af smarte mennesker, der primært solgte tøj, men også lidt møbler. Rigtigt festligt.